Liv lever livet

Mine venskaber  Efter at være kommet hjem, har jeg prøvet at starte på en ny, med så mange personer så mulig (specielt med Majken og Sebastian). Jeg har prøvet at kontakte Majken og har også snakket med hende flere gange, men det har været svært for mig at tilgive hende. De par gange vi har været sammen, har vi prøvet at få snakket ud om det der ødelagde vores venskab (da hun brød vores pagt) og jeg prøver virkelig at få det til at være ligesom før, men det er svært især fordi jeg virkelig havde brug for hende på det tidspunkt. Det er som at starte forfra, men så alligevel ikke. For hver gang jeg ser hende kommer jeg til at tænke på den ene ting (vores venskabs pagt) som skilte os af dengang. Jeg har fortalt hende hvad jeg mener om det hun gjorde og det føles godt endelig at få det ud. Jeg har fået snakket en del med Sebastian, om det der skete inden jeg blev sendt til slusegården, men også da jeg var på slusegården. Vi har nu et rigtig godt forhold og tilbringer meget tid samme

Slusegården  Efter Stellas død begyndte jeg at havde spiseforstyrrelse (har jeg fortalt) og da mine forældre fandt ud af det, bestemte de sig for, at sende mig til et sted ved navn slusegården. Slusegården er et sted hvor folk med problemer kan komme hen. Du bor der så i den tid som din terapeut mener du skal bruge på at komme dig. Mine dage på slusegården var meget op og ned, men jeg følte næsten altid, at jeg havde alt ting under kontrol, indtil den dag min nye værelseskammerat kom. Jeg havde siden starten af min tid på slusegården haft et værelse alene, men da den nye pige Nickie startede, havde jeg ikke det mere. De første mange møder vi havde på værelset, var ikke særlig lange og vi snakkede næsten ikke til hinanden, hvilket passede mig fint dengang. Det eneste hun kunne finde ud af var at rode alle mine ting sammen (så mine systemer på ødelagt) men jeg turde ikke rigtig at gøre noget ved det, for hvorfor skulle hun være bange for mig, slappe lille mig. Min terapeut hed