Liv lever livet

Slusegården  Efter Stellas død begyndte jeg at havde spiseforstyrrelse (har jeg fortalt) og da mine forældre fandt ud af det, bestemte de sig for, at sende mig til et sted ved navn slusegården. Slusegården er et sted hvor folk med problemer kan komme hen. Du bor der så i den tid som din terapeut mener du skal bruge på at komme dig. Mine dage på slusegården var meget op og ned, men jeg følte næsten altid, at jeg havde alt ting under kontrol, indtil den dag min nye værelseskammerat kom. Jeg havde siden starten af min tid på slusegården haft et værelse alene, men da den nye pige Nickie startede, havde jeg ikke det mere. De første mange møder vi havde på værelset, var ikke særlig lange og vi snakkede næsten ikke til hinanden, hvilket passede mig fint dengang. Det eneste hun kunne finde ud af var at rode alle mine ting sammen (så mine systemer på ødelagt) men jeg turde ikke rigtig at gøre noget ved det, for hvorfor skulle hun være bange for mig, slappe lille mig. Min terapeut hed

Forholdet til mine forældre  Mit forhold til mine forældre har været meget op og ned efter Stellas død og især efter mit ophold på slusegården. Jeg har ikke siden Stellas død, følt at jeg kunne snakke med dem og slet ikke om Stella. Mine forældre lavede ikke andet, end at skændes i denne periode, og jeg var bange for at de ville lade Stellas død ødelægge deres forhold og der med familien (eller det der var tilbage af den). Jeg følte ikke rigtig at der var andre personer som jeg kunne snakke om Stella med, da der ikke rigtig var så mange andre end mine forældre og jeg, som kendte hende særlig godt. Efter at have været hjemme i et stykke tid, er mit forhold til mine forældre blevet meget bedre end det var før, måske endda bedre og jeg føler nu at en af de vigtigste del af mit liv er tilbage som de engang var. Jeg tror virkelig, at det at jeg kom på slusegården hjalp til med at vores forhold blev bedre. Det at de ikke var på besøg særligt tit og vi ikke rigtig

Starten, grunden og Stella  Jeg har i dag, efter rigtig lang tænke tid, valgt at skrive om min tid med anoreksi. Så andre folk kan høre om hvor hårdt det er at starte og især at komme videre igen. Jeg blev i de sidste år af folkeskolen og de første år af gymnasiet, kaldt for fed, ubrugelig og ligegyldig og det er en af de grundene til at jeg begyndte med at tabe mig. Da min storesøster Stella så døde i et trafikuheld (Sammen med hendes kæreste Christoffer) gik det helt galt. Jeg gik i lang tid rundt, og sagde til mig selv, at det var min skyld at de døde den aften. Mine forældre lavede ikke andet end at snakke om, hvor stor en tragedie det var med Stella. Jeg følte, at jeg var helt alene i huset. Stella var en slags veninde for mig. Hun var der altid, når jeg havde brug for hende og det var ret tit. På en eller anden måde havde hun altid svarene på mine problemer, om det så var fordi hun selv havde gået i folkeskolen, eller om hun bare vidste det, ved jeg ikke, men det hjalp i h