Liv lever livet #1

-
Starten, grunden og Stella 
Jeg har i dag, efter rigtig lang tænke tid, valgt at skrive om min tid med anoreksi. Så andre folk kan høre om hvor hårdt det er at starte og især at komme videre igen. Jeg blev i de sidste år af folkeskolen og de første år af gymnasiet, kaldt for fed, ubrugelig og ligegyldig og det er en af de grundene til at jeg begyndte med at tabe mig. Da min storesøster Stella så døde i et trafikuheld (Sammen med hendes kæreste Christoffer) gik det helt galt. Jeg gik i lang tid rundt, og sagde til mig selv, at det var min skyld at de døde den aften. Mine forældre lavede ikke andet end at snakke om, hvor stor en tragedie det var med Stella. Jeg følte, at jeg var helt alene i huset.

Stella var en slags veninde for mig. Hun var der altid, når jeg havde brug for hende og det var ret tit. På en eller anden måde havde hun altid svarene på mine problemer, om det så var fordi hun selv havde gået i folkeskolen, eller om hun bare vidste det, ved jeg ikke, men det hjalp i hvert fald meget. Når hun snakkede, tror jeg, hun kunne få alle og en hver til at hører efter. Det var som at blive fortryllet med gode ord og ideer. Når jeg snakkede til hende, lyttede hun efter i forhold til andre, og på samme tid virkede hun faktisk interesseret, i det jeg sagde.  

De første dage hvor jeg sultede mig selv, var selvfølgelig de hårdeste. Jeg fik dog hurtigt en fornemmelse af, at jeg ville have et par hårde/dårlige dage, før at jeg kunne få det bedre. Og det var også helt rigtig. Efter nogle løbeture og nogle dage uden så meget at spise blev jeg vand til det, og min krop begyndte stille og roligt at vende sig til, at havde færre kalorier at leve på. Det bedste jeg vidste, var at komme ud at løbe. Jeg begyndte derfor at løbe i en løbeklub, så jeg havde nogle at løbe med. Men efter flere og flere gange, opbyggede der sig en inderlig trang, og det var ikke nok at løbe med klubben mere.

Jeg løber nu flere gange om dagen. Det bedste er smerterne i mine ben som forsvinder, når jeg fortsætter. At komme der til mentalt, hvor alt uden om er lige meget, du husker/føler ingenting andet end tomhed. Når jeg løber, forsvinder tiden, selv hvis der er gået 2 timer føltes det som få minutter. Under løbeturen føler jeg mig på toppen, som om intet er hændt. Når jeg er færdig går der ikke lang tid, så er alt tilbage til normalt, og jeg er i hvert fald ikke på toppen mere.


Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Liv lever livet #2

-
Forholdet til mine forældre  Mit forhold til mine forældre har været meget op og ned efter Stellas død og især efter mit ophold på slusegården. Jeg har ikke siden Stellas død, følt at jeg kunne snakke med dem og slet ikke om Stella. Mine forældre lavede ikke andet, end at skændes i denne periode, og jeg var bange for at de ville lade Stellas død ødelægge deres forhold og der med familien (eller det der var tilbage af den). Jeg følte ikke rigtig at der var andre personer som jeg kunne snakke om Stella med, da der ikke rigtig var så mange andre end mine forældre og jeg, som kendte hende særlig godt. Efter at have været hjemme i et stykke tid, er mit forhold til mine forældre blevet meget bedre end det var før, måske endda bedre og jeg føler nu at en af de vigtigste del af mit liv er tilbage som de engang var. Jeg tror virkelig, at det at jeg kom på slusegården hjalp til med at vores forhold blev bedre. Det at de ikke var på besøg særligt tit og vi ikke rigtig
Læs mere

Liv lever livet #4

-
Mine venskaber  Efter at være kommet hjem, har jeg prøvet at starte på en ny, med så mange personer så mulig (specielt med Majken og Sebastian). Jeg har prøvet at kontakte Majken og har også snakket med hende flere gange, men det har været svært for mig at tilgive hende. De par gange vi har været sammen, har vi prøvet at få snakket ud om det der ødelagde vores venskab (da hun brød vores pagt) og jeg prøver virkelig at få det til at være ligesom før, men det er svært især fordi jeg virkelig havde brug for hende på det tidspunkt. Det er som at starte forfra, men så alligevel ikke. For hver gang jeg ser hende kommer jeg til at tænke på den ene ting (vores venskabs pagt) som skilte os af dengang. Jeg har fortalt hende hvad jeg mener om det hun gjorde og det føles godt endelig at få det ud. Jeg har fået snakket en del med Sebastian, om det der skete inden jeg blev sendt til slusegården, men også da jeg var på slusegården. Vi har nu et rigtig godt forhold og tilbringer meget tid samme
Læs mere

Liv lever livet #5

-
Dagen her på  De dage hvor jeg har siddet og skrevet min historie ned, har jeg haft det dårligt inden i. Det har været som at gå det hele igennem igen. Det har dog også været meget befriende at komme ud med. Jeg er ikke flov over det og fortryder det heller ikke, men jeg kan stadig ikke kende mig selv og overvejer nogle gange, om det virkelig kunne være rigtig at jeg havde gjort alt det. Nogle dage ønsker jeg det aldrig var sket, men det har alligevel lært mig en masse om mig selv, men også om at der faktisk er folk der ude som døjer med det hver dag. En af de største grunde til at jeg har skrevet om det her, er for at hjælpe andre i samme situation.
Læs mere